hverdagen med børn

Mor og ustabil psyke – det er en sygdom -del 2

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så kæmper jeg med at være mor, samtidig med at jeg har angst og depression. Jeg håber vi kan bryde tabuet. For angst og depression er en sygdom, og man har derfor ikke særlig stort overskud – heller ikke til sine børn! Hvis du ikke har læst del 1, kan du gøre det her.

Jeg har gået til psykolog i en del måneder, og er for kort tid siden startet op på antidepressiv piller med angst dækkende effekt.
Og jeg synes heldigvis, at det er begyndt at gå lidt bedre nu.

 

Jeg var fanget i det sorte hul

Førhen følte jeg, at jeg gik rundt i et stort sort hul. Jeg kunne ikke finde nogle udvej. Og når jeg famlede mig frem i mørket for at prøve at finde den rette vej, så blev jeg væltet om kuld ved den mindste lille forhindring. Jeg var et nervevrag og kunne tude over det mindste. Jeg kunne ikke tage nogle beslutninger og min hukommelse… ja, lad mig sig det sådan: mine omgivelser var træt af, at sige de samme ting igen og igen, fordi jeg havde glemt, at jeg havde spurgt om det.
Nu er jeg heldigvis nået så langt, at jeg har fundet min sti og kan se lys forude. Men jeg vælter stadig over forhindringer udervejs. Og kæmper mig op gang på gang.

 

Lyt til dig selv

Jeg er nu blevet mere opmærksom på, at jeg bliver nødt til at lytte til mine behov. Jeg bliver nødt til at sige fra til nogle ting. For jeg kan simpelthen ikke overskue det, og ender med at presse mig selv alt for meget. Og det går i sidste ende også ud over min familie, da jeg så ender med ikke at have overskud til dem.

Problemet er bare, at det lyder så let bare at sige fra! Men det er det overhovedet ikke. Slet ikke når man er en pleaser. Skylden æder mig op hvergang. Men jeg ved at det på længere sigt er det bedste, og det prøver jeg at minde mig selv om hver gang.

 

Utilstrækkelig som mor

Det værste er, når man bliver nødt til at sige fra over for sin egen datter! Men nogle gange har jeg bare brug for ro og alenetid. Hvor jeg ikke skal forholde mig til noget og kan lade lidt op. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, (læs evt her) så har min sygdom gjort, at jeg har fået skubbet min datter væk. Far er den eneste der kan bruges.

Det har selvfølgelig været meget hårdt for mig, da min datter og jeg ellers er meget tætte. Og jeg savner hende. Jeg savner os. Jeg savner at alt var som før.
Jeg savner mit rigtige jeg.

 

Være der for min datter

Jeg har længe ikke kunne være der rigtig for min datter. Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til, at være den mor jeg var førhen. Det er en forfærdenlig følelse. Men det er desværre sådan det er.

Efter at jeg har fået det lidt bedre, har jeg valgt at den lille smule overskud skal bruges på min datter. Jeg har stadig brug for alenetid og det bliver der nødt til at være plads til, for ellers knækker jeg. Men jeg prøver hver dag at finde det tidspunkt, hvor jeg har mest overskud, og her får min datter den fulde opmærksomhed. Vi laver det hun vil. Det er ikke altid så længe, men det er nok til at hun også føler sig set. Og jeg kan heldigvis allerede nu mærke en stor forskel. Men der er stadig lang vej endnu.

Det er ikke let at være mor, når man har en sygdom.

Når man knap nok kan rumme én selv og ens egne følelser, hvordan skal man så kunne rumme en anden person?

Tagged , , ,

About Hverdagen med børn

4 thoughts on “Mor og ustabil psyke – det er en sygdom -del 2

  1. Hej 🙂

    Det slog mig lidt, at du skrev at du savner at være den ‘rigtige dig’, at være dig selv… Jeg forstår hvor tanken kommer fra da jeg selv har døjet, og døjer med angst, depression og stress..

    Men jeg tror, og det er selvfølgelig blot min holdning, at det måske har den modsatte virkning at tænke sådan. At finde freden fra depression, angst og lignende tilstande handler, synes jeg, i stor grad om accept. Og hvis man skyder den del af sig, som er den man er når man netop har depression og angst, så accepterer man ikke tilstanden. Og når man ikke accepterer, så tager det blot endnu længere tid at blive rask.

    Den sårbarhed man har når man går ind i de tilstande er lige så stor en del af dig. Det er når du kan elske hver del, acceptere hver aspekt af dig, at du kan give dig selv den ro det kræver, at blive rask…

    Det er i hvertfald det, jeg er nået til selv.. <3

    1. Tænker heller ikke det gavner at tænke sådan, men kommer desværre til det engang imellem alligevel…. det er svært at acceptere. Jeg arbejder på det, men der er desværre lang vej endnu… 😢

      Dejligt at høre dine erfaringer. 😊 tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *