hverdagen med børn

Mor og ustabil psyke – den sårbare sandhed (del 1)

Som jeg var inde på forleden. Så får jeg pt medicin fordi jeg er ramt af depression og angst. Du kan læse mit sidste indlæg her.

Selvom det er noget grænseoverskridende for mig, så vil jeg i dag skrive lidt om, hvordan det er at være mor og samtidig være syg. Selvom det ikke er noget man snakker så meget om, så er jeg sikker på der er flere der har det som mig, eller i hvert fald basker med nogle af de samme ting som mig. Den evige dårlige samvittighed og skyldfølelse, fordi man ikke har overskud til, at være den mor man var førhen.

Det evige sorte hul

Jeg har længe været nede i et stort sort hul. Jeg kunne tude over ingenting. Nogle gange vidste jeg faktisk slet ikke hvorfor jeg græd? Jeg var et nervevrag.
Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i noget. Og det var umuligt for mig at tage en beslutning! Selv små ting som at finde ud af, hvad vi skulle have til aftensmad kunne være umuligt for mig.

Når jeg kom hjem fra arbejde lagde jeg mig på sofaen fuldstændig udmattet. Jeg kunne ikke rumme mere… nogle dage kunne jeg knap nok rumme min egen datter. Min datter trak sig længere og længere væk fra mig. Far var til sidst den eneste der duede. Det var forfærdenlig! Førhen gik hun altid til mig, men nu gik hun til ham. Det stak i mit hjerte hvergang. Vi plejede at være så tætte, og pludselig kunne jeg ikke bruges. Men det havde jeg jo kun mig selv at takke for. På grund af en ustabil pspyke havde jeg jo selv skubbet hende væk. Jeg kunne ikke rumme hende. Men hvordan kan man ikke rumme sin egen datter?

 

Hvem er jeg?

Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad jeg ville. Og er en ret stor kontrolfreak. Jeg kan godt lide at ha fingeren på pulsen og være med til at bestemme, hvordan tingene skal være. Jeg var overhovedet i familien. Og havde styr på det hele. Mor med stort M og var meget tæt med min datter.

Men pludselig kunne jeg slet ikke overskue noget? Jeg kunne ikke mærke hvad jeg ville eller hvad jeg havde behov for? Tankerne fløj rundt. Og bekymringerne rullede afsted.
Jeg kunne ligge på sofaen om aften og pludselig få nogle voldsomme angstanfald
Hvem var jeg?

Ting der førhen gjorde mig rigtig glad, var ikke længere noget der gav mig noget. Jeg var ikke længere rigtig glad.
Og jeg havde ikke længere overskud til min datter…. min egen datter!! Jo, hvis vi lå og puttede var det fint. Men ellers tænkte jeg ofte “shhhyyy….” bare lidt ro. Skylden voksede inde i mig, da jeg på ingen måde var tilfreds med den person jeg var blevet. Samtidig med at skylden voksede, så voksede min depression og angst også. Og til sidst kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at søge hjælp for ikke at knække fuldstændig. Tænk hvis jeg risikere at miste min familie på det?? Ville min mand få nok af mit evige ustabile humør? Og at han skulle stå for alt, imens jeg lå på sofaen?
Og pædagogen i mig vidste jo også godt, at min ustabile psyke havde stor indvirkning på min datter. Jeg vil min datter det bedste og vil gøre ALT for hende. Men det her var absolut ikke det bedste for hende. Børn reagerer på forandringer. Og vores hverdag var forandret. Jeg var der godt nok fysisk, men jeg var der ikke rigtigt….

Fortsættes…..

Tagged , , ,

About Hverdagen med børn

2 thoughts on “Mor og ustabil psyke – den sårbare sandhed (del 1)

  1. Hej vidunderlige menneske ❤️
    Jeg kan så godt genkende det du beskriver!

    Jeg har selv en psykisk diagnose og 3 børn, jeg er kommet langt i forløbet – men kan stadig have svært ved at være i det, i weekender og ferier.

    Skyld og skam overvælder mig, når jeg har råbt og skældt og smældt.

    Jeg arbejder med det – men det er dæleme hårdt arbejde.
    Det største skridt på vejen, er at formulere det – det som er tabubelagt – det at have svært ved at rumme sin familie!!

    Tak ❤️❤️❤️

    1. Mange tak for dit svar. Det er rart at føle at man ikke er alene. Det er nemlig et tabu-emne.

      Og det er bare hårdt arbejde. For det er jo ikke kun ens psyke man arbejder med… det er også alt det andet. Når det er svært at overskue dagen, og følelserne sidder helt uden på tøjet, så er det endnu sværer at rumme andre… og til tider faktisk næsten umuligt!

      Vi må bare blive ved med at kæmpe! 💪🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *